Anmeldelse: Eksamen. Kender du det? Du burde virkelig bare læse op til en eksamen, men pludselig virker alt andet meget mere spændende? Selv det at vaske op, gøre rent eller bare kigge ud af vinduet. Hvis is, sol og sommer er Guds gave til folket, ja, så er eksaminer altså Satans gave til unge. Hvis du, ligesom jeg, sidder derude og græder stille over en røvsyg tekst om historiske kilder, matematiske formler eller det, der er værre, så frygt ikke: For her er en endnu en overspringshandling! (foto: Monroe’s Dragonfly, Flickr, Creative Commons)
| Af Signe, 22 år |  |
Titel:
Eksamen
Forfatter:
Din lærer
Sider:
6 milliarder!
Udkom:
Lige nu! (som overspringshandling)
Forlag:
Skolen
Følelses-barometer:
Det sker hvert år! Og alligevel kommer det stadig som en overraskelse. Eksaminer. Ingen kan lide dem, ikke engang lærerne. Men af en eller anden grund bliver vi alligevel udsat for dem. Nogle voksne mennesker vil nok sige, at du skal slappe af og tage det som det kommer, og i øvrigt tænke på, at det i virkeligheden slet ikke er så slemt. Men jeg tør vædde min gamle hat på, at de ikke var en skid bedre end os, da de var unge. Tro mig, jeg kender ikke ét menneske, der ser tilbage på sine eksaminer med et smil på læben.
Når det så er sagt, er det måske muligt at være bare lidt mere forberedt, end jeg er.
Nu sidder du med lorten …
Lektier er ligesom eksaminer, et unødvendigt onde. Det er i hvert fald, hvad jeg bilder mig selv ind i løbet af året, når jeg kaster et hurtigt blik på mine lektier, griner hånligt, kaster med håret og løber glad og lykkelig rundt på markerne, mens jeg svinger med sommerkjolen … eller … du ved, hvad jeg mener … tænder for fjernsynet og ignorer lektierne, indtil sidst på året.
Og det er så der, jeg begår den største fejl. For ja, det føles fantastisk at lade som om lektierne ikke eksisterer og lave lige, hvad jeg har lyst til. Men sandheden er, at lektierne altså ikke bare forsvinder. De hober sig op som en samling grædende spædbørn, der alle sammen vil have din opmærksomhed. Det kan kun ende i tårer! Dine tårer, altså! Det er hverken sundt eller klogt, men alligevel er det på en eller anden måde altid sådan, det ender.
Men nu er det jo for sent at læse, ikk’? Ja, der har du ganske ret. Nu sidder du med lorten for at sige det pænt. Der er intet andet at gøre end at tage tyren ved hornene. Nej, det er bestemt ikke sjovt, og nej, jeg har ingen gode råd til at gøre det sjovere … eller har jeg?
Uddrag af: Signes eget liv
”Kom nu, Signe!” siger jeg til mig selv, mens jeg forgæves prøver at løsrive blikket fra den tomme gade foran vinduet. Der er tre dage til min sidste eksamen. På de 20 dage jeg har haft læseferie, har jeg formået at læse to af de i alt 21 tekster, vi skal læse. Og det er selvfølgelig de to korteste. Hold da kæft hvor jeg dog hader eksaminer.
Jeg skæver nervøst hen til det åbne kompendium, der bare ligger og stirrer ondskabsfuldt tilbage. ”Du når det aldrig, din tabernar!” synger det i et hånligt tonefald. Eller det er i hvert fald, hvad jeg forestiller mig. Det er muligt, jeg er ved at blive en smule skør, men det er blot, hvad man kan forvente, når den store, grimme, lyserøde bølle ligger på mit bord og mobber mig. Det er satme for groft, er det!
Hjææææææælp!
Der er ingen hjælp at hente! Dine venner er alle sammen i samme båd som dig og kan egentlig ikke se, at det hele faktisk er meget mere synd for dig. Din familie lader måske som om, de har medlidenhed med dig, men sandheden er, at de bare taler dig efter munden og håber, det vil få dig til at holde op med at snakke.
Mit råd – og tro mig, det er slet ikke så dumt, som det lyder – er, at skrue op for musikken og danse som en idiot! Ja, du hørte rigtigt. Jo grimmere du danser, des bedre! Som en ekstra lille godbid kan jeg fortælle, at min sang er ’Footloose’ af Kenny Loggins. Hvis der er en sang, man kan danse grimt til, så er det den. Og jeg mener grimt: Sving med armene, spark med benene, kast med håret, ryst røven og grin som et fjols. Det hjælper!
Ja, okay. Det hjælper jo ikke direkte med eksamenslæsningen, men det sætter gang i hjernen, og det hjælper dig i hvert fald mig med at fokusere. Nårh, ja: jeg skal måske lige nævne, at det er bedst at være alene, når eksamens-dansningen tager overhånd, da det kan ende i sammenstød. Ja, jeg taler af erfaring.
Dagen-før-eksamens-panik
Nu har du grædt over udsatte lektier, du har danset som en idiot, og du har forhåbentligt fået læst lidt mere ( … end jeg har læst), og det er aftenen før eksamen. Hvad gør du?
Panik er aldrig en god ting, men af en eller anden grund, tager den som regel alligevel kontrollen, og du ender som en ligbleg, rystende, svedig, ulækker skygge af dig selv.
Men hey! Se på den lyse side: på en eller anden måde har du alligevel formået at læse et helt års forbrug af lektier, på meget kort tid. Du er måske endda en smule stolt af dig selv, hvis du skal være helt ærlig. Hvem har brug for at læse i løbet af året, når et geni som dig, kan nå det hele på så kort tid? Det er i hvert fald, hvad jeg plejer at fortælle mig selv.
At karakteren ikke altid stemmer overens med min enestående intelligens (jeg er jo nærmest vidunderbarn, hvis jeg selv skal sige det), er noget helt andet, og det kan jo egentlig være fuldstændig ligegyldigt.
En karakter er et tal, og i mine 17 års skolegang har jeg kun haft brug for mine karakterer én gang. Så det jeg prøver at fortælle dig, er:
Prøv at slappe af! 🙂
Ignorer stressen! 🙂
Dans! 😀
Hyg dig! 🙂
Spis alt det, du har lyst til! 🙂
Skriv lange blogindlæg om, hvorfor eksaminer er åndssvage! 🙂
Og tænk på den lange, varme sommerferie, der venter dig på den anden side! 😀
Eksaminer stinker, men det er (åbenbart) et nødvendigt onde!
Skriv et svar