’Allegiant’: Forbered dig på tårer, frustration og nervepirrende spænding, for Veronica Roth har skruet et poetisk, eftertænksomt og tempofyldt mesterværk af en afslutning på ‘Divergent’-serien sammen, der bryder alle regler og vender op og ned på rigtigt og forkert.
| Af Caroline, 15 år |  |
Titel:
‘Allegiant’ (Divergent #3)
Forfatter:
Sider:
526
Udkom:
22. oktober 2013
Forlag:
Harper Collins
Pris:
£ 10,99 (99 kr.)
Paperback
Følelsesbarometer:
(SPOILER! Bøgerne i serien ‘Divergent’, udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst de to foregående bøger, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)
’Allegiant’ begynder hvor ’Insurgent’ slap. Faktions-samfundet, som Tris kender det, ligger i ruiner, og Evelyn styrer nu byen med hård hånd, så da Tris får chancen for at opleve verden udenfor bygrænsen, griber hun den.
Men hvad er der på den anden side af hegnet, der omkranser det eneste, Tris nogensinde har kendt til? Flere byer ødelagt af vold og menneskers evige higen efter storhed? Eller er det et sted, hvor alt ånder fred – et sted, som aldrig nogensinde har set skyggen af bestialske magtkampe eller barbariske blodsudgydelser? Et sted, hvor man kunne starte et liv uden at skulle frygte for sine elskedes liv hver dag?
Veronicas sprog
Efter at have læst ’Allegiant’ på engelsk, kunne jeg godt mærke, at der ligesom havde manglet et eller andet i de to første bøger, som jeg læste på dansk – men det fik jeg altså serveret på et sølvfad, da jeg læste ’Allegiant’ på originalsproget. Veronicas sprog er dejligt, tempofyldt, lækkert, og kreativt, og så er hun simpelthen en af de dygtigste forfattere nogensinde til at skabe stemninger og følelser. Hun fik mig både til at smile og græde, og hendes ord går ofte lige i hjertekulen. Hun forstår virkelig at sætte ord på selv de sværeste situationer og følelser, og det gør også, at jeg kommer til bedre at forstå og holde af Tris og Tobias.
Mere Tobias
Noget, som jeg savnede i de to første bøger, var at høre om det hele fra anden synsvinkel end Tris’ – nemlig Tobias’, og det får vi så endelig lov til i dette afsluttende bind. Begejstringen ville ingen ende tage, og jeg må sige, at Veronica på ingen måde skuffede mig. Den dobbelte synsvinkel fungerer rigtig godt, og er især med til at opbygge spænding, da både Tris’ og Tobias’ kapitler ofte endes på de mest nervepirrende og irriterende tidspunkter.
Den fik mig også til at holde endnu mere af Tobias, og jeg fik næsten stillet min nysgerrighed i forhold til ham. I de to første bøger blev jeg nemlig hurtigt meget interesseret i Tobias, hans fortid og så videre, og derfor fik jeg næsten lyst til at klappe i hænderne, da jeg så, at Veronica havde hørt på os fans og skrevet ’Allegiant’ fra en dobbelt synsvinkel.
Blæst bagover
Da jeg stod med ’Allegiant’ i hånden og skulle til at læse den, havde jeg et helt klart billede af, hvad der skulle foregå i denne sidste bog i Divergent-serien, men der tog jeg grueligt fejl. Veronica Roth bryder alle regler i ’Allegiant’, og helt ærligt, så havde jeg simpelthen ingen anelse om hvad, jeg skulle skrive om den, da jeg med tårerne løbende ned ad kinderne lukkede bogen efter 526 afsindigt medrivende sider. Jeg var helt blæst bagover, og kunne slet ikke tage mig sammen til noget. I ’Allegiant’ vendte Veronica op og ned på alting, den satte virkelig tanker om tilværelsen, verden og kærlighed i gang.
Dårlig timing med romantikken
Det er ikke forbi, jeg ikke kan lide romantik. Overhovedet ikke – jeg har givet ’Martin og Victoria’ af Klaus Lynggaard seks stjerner, jeg elsker John Green, og Tris og Tobias er et af mine yndlings-fiktive-par, men romantikken i ’Allegiant’ virkede simpelthen ofte så malplaceret. Timing med romantikken var bare så dårlig, at jeg blev irriteret, når jeg pludselig havnede i en eller anden kyssescene, som virkede hele ude af kontekst. Denne dårlige timing med stort set samtlige romantiske passager med Tris og Tobias ærgrer mig virkelig, men heldigvis opvejer resten af bogen det.
Alt i alt
Nu virker det måske som om, jeg smider om mig med seks ud af seks stjerner, da de to sidste bøger, jeg anmeldte, også har fået seks stjerner, men ’Allegiant’ fortjener virkelig alle stjernerne. Veronica har skrevet en ufattelig smuk, spændende, medrivende og unik historie i et fabelagtigt og brillant sprog.
Jeg var tom for ord, da jeg var færdig med bogen, men tankerne fløj alligevel rundt inde i hovedet på mig. ’Allegiant’ hev alle tabuerne op til overfladen, og budskabet er ikke svært at få øje på nedenunder volden og de science-fiction-agtige virkemidler.
Alt i alt er der ikke meget at sige om ’Allegiant’ udover: læs den! Den vil endnu engang suge dig ind i ‘Divergent’-universet, og Veronica vil fortrylle dig med sit skønne sprog. Det er en af de bedste, mest hjerteskærende og fængslende afslutninger, jeg nogensinde har læst.
Uddrag af ‘Allegiant’
”I take his hand, slipping my fingers between his. He touches his forehead to mine.
I catch myself thinking, thank God for this, out of habit, and then I understand what he’s so concerned about. What if my parents’ God, their whole belief system, is just something concocted by a bunch of scientists to keep us under control? And not just their beliefs about God and whatever else is out there, but about right and wrong, about selflessness? Do all those things have to change because we know how our world was made?
I don’t know.
The thought rattles me. So I kiss him – slowly, so I can feel the warmth of his mouth and the gentle pressure and his breaths as we pull away.
”Why is it,” I say, ”that we always find ourselves surrounded by people?”
”I don’t know,” he says. ”Maybe because we’re stupid.”
I laugh, and it’s laughter, not light, that casts out the darkness building within me, that reminds me I am still alive, even in this strange place where everything I’ve ever known is coming apart. I know some things – I know that I’m not alone, that I have friends, that I’m in love. I know where I came from. I know that I don’t want to die, and for me, that’s something – more than I could have said a few weeks ago.”
Skriv et svar