Anmeldelse: ‘Julekortet’ af Eventyrteatret

Da jeg forlod Glassalen efter at have set ‘Julekortet’, opdagede jeg, at jeg pludselig havde fået en varm, juleglæde lige inde i hjertekulen. Jeg tænkte allerede på, hvordan jeg kunne gøre en god julegerning for en eller anden ven derude, som måske ikke har nær så meget juleglæde i livet lige nu. For det er jo det fine ved juleglæden: Når først du har den, så smitter den! (Foto: Ole Mortensen)

AF PETER

Titel:

‘Julekortet’

Varighed:

60 minutter

Kunstnere:

Eventyrteatret

Sted:

Glassalen, TIVOLI

Dato:

24. nov. – 16. dec. 2018

Følelses-barometer:






“Den er helt gal på Nissepostkontoret: Kun 1 ud af 10 julekort når frem før jul. Så den nyudnævnte direktør, Normann, og hans to børn Julius og Mandel, vil gøre alt for, at posten kommer ud til jul. Men det er lettere sagt end gjort!

Heldigvis får postnisserne hjælp af computernørden Pip, som har en super smart plan: Hvis man nu får en masse computere og kunstig intelligens til at beregne og bestemme, hvordan juleposten skal bringes ud, så kan det vel ikke gå galt … eller kan det?”

Årets overraskelse

Således præsenterer Eventyrteatret handlingen i deres nye julemusical ‘Julekortet’, som havde premiere i lørdags i Glassalen i Tivoli.

Selvom Eventyrteatrets juleforestilling er årets korte forestilling (60 minutter) sammenlignet med efterårsferiens store festfyrværkeri af en musical, er juleforestillingen alligevel utrolig interessant. Den kan nemlig stikke af i alle mulige forskellige retninger, fordi den ikke skal leve op til alt det, som folk forventer sig af den store efterårsforestilling.

For mig er juleforestillingen derfor årets overraskelse, præcis som når man åbner en rigtig spændende julegave.

Julen er noget nyt og noget gammelt

Julen er jo ny hvert år, men den vil slet ikke være det samme, hvis ikke også den er ‘noget gammelt’: Alle de traditioner med maden, træet og gaverne, vi fører videre, og alt det gamle julepynt til træet fra mors og fars barndom, som vi finder frem og glæder os over hvert eneste år ved denne tid.

Julen er jo ny hvert år, men den ville slet ikke være det samme, hvis ikke også den var ‘noget gammelt’.

Det nye i ‘Julekortet’ er historien om postvæsnet, der ikke kan nå at levere alle de afsendte julekort til tiden. Måske vil dine forældre mene, at sådan har det da været i mange, mange årtier med postvæsnet, men så må vi i hvert fald sige, at Postnord har overgået de ting, vi tidligere har klaget over, ved at lukke praktisk taget alle posthuse i Danmark og ved at sløjfe de fleste postkasser.

Det er jo lige til at blive trist af her op til jul, hvor det stadig er noget helt specielt at få et smukt udsmykket papir-julekort med en personlig håndskrevet hilsen fra en kær ven. Så dét må der gøres noget ved!

Overtræd intimzonen, Frys og Nidstir!

‘Julen varer længe – koster mange penge’ synger vi i ‘Højt fra træets grønne top’, og i forfatteren Charles Dickens klassiker ‘Et juleeventyr’ – som Eventyrteatret også har opført – er det – som du måske også husker – den sure, gamle forretningsmand Ebenezer Scrooge, der aflyser alt omkring julen for at spare penge.

I ‘julekortet’ er det en lige så intimiderende herre, nemlig Overpostministeren (Bertil Eliasen), der bliver fristet til at effektivisere og spare penge i stedet for at ansætte flere smådovne postmedarbejderne, da IT-nørde-nissen, Pip (Deirée Pedersen), tilbyder sin assistance med det supereffektive computerprogram Nisseposten 2.0.

Jeg holdt vejret af bare spænding, og jeg er vældig imponeret over, at Philip selv kan holde masken, når han gør det.

Philip Visholm er lige så uhyggelig i rollen Under-postministeren, som han er høj, og jeg elsker hans skumle metoder; nemlig at gå helt frem til den person, han vil dominere, hvorefter han overtræder deres intimzone, fryser og nidstirrer dem. Jeg var virkelig betaget af det, og kunne selv mærke, at jeg holdt vejret af bare spænding, og jeg er vældig imponeret over, at Philip selv kan holde masken, når han gør det.

Nissejournalisten kunne være fra BBC

Desirée er også skøn som pip. Hun er overengageret og brænder så sindssygt for Nisseposten 2.0, at det er meget svært ikke at holde ekstra meget af hende. Hun er alt dét, som de gamle dovne postmedarbejdere ikke er, og det er netop så fint spillet. Gid jeg forresten kunne få Pip, som rengørings- og køkkenhjælp her op til jul, med al den energi.

Nissejournalisten, Nis Nissen (Victoria Velter) dækker – også som det nye – begivenhedernes gang i historien, og jeg faldt med det samme for Victorias mine, for hun kommer knaldsur og ligeglad ind på scenen, hvorefter hun skifter til det største, fake smil, da kameraerne går på. Og det minder mig så frygtelig meget om nyhedsværterne på BBC, der er lagt en masse bloopers op af på Youtube, hvor de netop sidder og friserer sig og gør sig lækre, men med surmund, hvorefter de pludselig opdager, at de rent faktisk er på og straks smider nyhedssmilet på fra øre til øre. Vildt godt, Victoria!

Sangene skal helt sikkert genhøres hvert år til jul

Selvom Christian Dahlbergs sange til ‘Julekortet’ selvfølgelig er nye (se sanglisten nedenfor), så er det mange af dem, der minder mig om ‘det gamle’ i julen. De sange, der ikke har et moderne beat, har nemlig en helt særlig lyd og sangstemmer arrangeret således, at de minder mig om de danske julemelodier, min far spillede for mig, og i særdeleshed stemningen i sangen ‘Til julebal i Nisseland’ fra den helt gamle Lille Per-film fra 1956 (Filmen hedder ‘Far til fire i byen’).

De sange, der ikke har et moderne beat, har nemlig en helt særlig lyd og sangstemmer arrangeret således, at de minder mig om de danske julemelodier, min far spillede for mig …

Andre gange minder brudstykker af melodierne mig om tegnefilmenen ‘Vejen til El Dorado’ og om Annas sang ‘Skal vi ikke bygge en snemand’ fra Disney-animationen ‘Frost’. Alt sammen gode sager. Der er ingen direkte rigtige ligheder, men inspirationen er der – på den gode måde – og det fik musikken til at smelte sammen med dramatikken, så det hele føltes dejligt trygt og kendt. Resultatet er en virkelig vellykket gavekurv af julemelodier, som jeg helt sikkert også vil finde frem til næste jul.

Ella er som mandlen i risalamanden

Familien Mosbund er ikke til at stå for. Heller ikke navnet. Norman Mosbund (Emil Grundsten) spiller super troværdig. Jeg føler virkelig, han er en nisse, og jeg kan slet ikke forestille mig, hvad han så er ude i det virkelig liv!?

Jeg kan allerede se Emil for mig i danske serier eller spillefilm i fremtiden; meget lovende. Jacob Spang Olsen er bare en charmerende, skøn knægt, når han spiller storebroren, Julius Mosbund, og så kommer Ella Kring Henriksen – ikke som rosinen i pølseenden, men som mandlen i risalamanden – nemlig lillesøster Mandel Mosbund.

Ella er og bliver bare årets jule-skattemus for mig, for hun synger simpelthen sangen ‘Julekortet’ så smukt …

Ella er og bliver bare årets jule-skattemus for mig, for hun synger simpelthen sangen ‘Julekortet’ så smukt, at jeg blev nødt til at høre den mindst 10 gange på Youtube, inden jeg kom til premieren (og så har jeg så hørt den mindst dobbelt så mange gange, efter jeg er kommet hjem igen).

Men selv om sangen er virkelig smuk, når jeg lytter til den fra CD’en til ‘Julekortet’, så er det altså ingenting ved siden af at sidde og høre Ella fremføre den live på scenen i Glassalen. Hendes nærvær er så betagende og intonation virkelig smuk, og det skal belønnes med en ekstra klat smør i risengrøden til de unges sanglærer, Christine Guildal. Blot oplevelsen med Ellas ‘Julekortet’ var hele turen ind til Tivoli værd. (Husk forresten at se den fine video nedenfor, hvor Ella selv fortæller.)

Du må simpelthen selv ind og se den!

‘Julekortet’ er en virkelig fin og unik forestilling, der gjorde mig utrolig glad og varm indeni, præcis som man bør føle det op til jul. Det er kæmpe glæde at kunne nævne de unge skuespillere, som jeg lagde ekstra meget mærke til, men samtidig er det også et pokkers dilemma, jeg sætter mig selv i, for alle skuespillerne er simpelthen så dygtige og engagerede alle sammen!

Jeg var vild med Mia Lindgreens og Ingrid Rydes charmerende, skælmske blikke som Sorteringspiger, og romancen til Udbringningsdrengene er også så sød og rigtig godt fundet på. Kostumerne med store honningkagehjerter smækket på brystet af pigerne er imponerende flot syet, og hvis de kjoler kunne købes på Amazon, ville internetforbindelserne simpelthen brænde sammen på grund af overaktivitet fra kunder.

Kostumerne med store honningkagehjerter smækket på brystet af pigerne er imponerende flot syet, og hvis de kjoler kunne købes på Amazon, ville internetforbindelserne simpelthen brænde sammen på grund af overaktivitet fra kunder.

Og kunne jeg få lidt hjælp af søde Juliane Bærentzen, som postministeriets revisor, er jeg helt sikkert på, at min juleøkonomi straks ville se bedre ud, end den gør lige nu. Jeg kunne blive ved og ved at nævne navne i en uendelighed, men jeg vil meget hellere sige: Tag ind og se ‘Julekortet’! Du skal opleve det hele selv!

Da jeg kom ud fra Glassalen – småberuset af lykke – fik jeg virkelig lyst til at sende mindst ét rigtigt papir-julekort i år til én, jeg holder virkelig meget af! Det tror jeg også, du får lyst til, hvis du tager ind og ser ‘Julekortet’, og husk så også lige at komme rigeligt med Julemærker på. Overskuddet fra julemærkerne går nemlig til en rigtig god sag for børn og unge, der har brug for netop din julehjælp!

Sangene fra Eventyrteatrets musical ‘Julekortet’ opført i Glassalen i Tivoli 2018

1. Nisseposten 1.0
2. Det’ i dag
3. Som vi plejer
4. Hvornår kommer posten ud
5. Nu er vi her
6. Nisseposten 2.0
7. Far og jeg
8. Julekortet
9. Du finder vej

Sangere: Bertil Eliassen, Desireé Pedersen, Ella Kring Henriksen, Emil Grundsten, Emil Koch-Hansen, Emil Kristensen, Emma Grant-Rosendahl, Ingrid Ryde, Isa Aktor, Jacob Spang Olsen, Kevan Soliman, Marie Guldagger, Markus Planck, Mia Lindgreen, Philip Visholm, Rasmus Helmer, Sofie Philipsen, Sofie Uldbjerg og Victoria Velter. Musik og Musikalsk arrangement: Christian Dahlberg, Sanginstruktør: Christine Guildal. Tekster: Bo Skødebjerg.