PRIVATE-serien: Tempoet falder, men til gengæld bliver der plads til at gå i dybden med følelserne: Sorgen og forelskelsen.

Af Peter Kock Henrichsen

Titel:

‘Usårlig’ (Private 3)

Forfatter:

Kate Brian

Oversat af:

Helle Schou Kristiansen

Originaltitel:

‘Untouchable’

Sider:

199

Udkom:

2009

Forlag:

Carlsen

Hjemmeside:

PRIVATE the series

Følelses-barometer:








(SPOILER! Bøgerne i serien ‘PRIVATE’, udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst de foregående bøger, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)

Reed Brennan tager sammen med Billings-pigerne til sin aller første begravelse. Thomas Pearsons begravelse. Stemningen er anspændt. Folk ophører sig underligt. Thomas’ forældre virker nærmest ligeglade, og elever der knapt kendte Thomas, eller bagtalte ham, laver de helt store tudescener. Reed, derimod, tør ikke lade sorgen komme rigtig ind. Hun gør alt for at holde facaden, for ikke at reagere og lave en scene, hvilket blot forstærker hendes angst endnu mere.

Det daglige liv på skolen begynder ligefrem at blive helvede for Reed. Alle glor på hende, når hun går fra bygning til bygning, og kun hendes roommate, Natacha, som ellers afpressede Reed, viser forståelse. Noelle og Ariana er specielt ufølsomme og kommer brasende med kager og champagne, og tror Reed lige kan glemme Thomas på den måde. Men for en gang skyld sætter hun dem på plads.

Josh er derimod ikke overgearet og han lytter og virker som om han forstår. Og tilfældigvis(?) skal Josh heller ikke hjem til Thanksgiving og bliver på skolen i helligdagene ligesom Reed. Følelserne slår gnister i luften. Næsten alene med en lækker fyr på skolen. Men er det ikke et fuldstændig frastødende træk, at begynde at tænde på sin afdøde kærestes bedste ven og roommate?

Helt ned i tempo

Her i tredje bind af Private, bliver tempoet sat gevaldigt ned i forhold til de første to bøger. Vi dvæler i Reeds sorg, og vi undres over Thomas’ mystiske død. Da alle Reeds “optagelsesprøver” – udtænkt af Billings-pigerne – nu er overstået, og Noelle har erklæret, at der ikke er flere hemmeligheder imellem dem, er spændingen heller ikke så intens længere.

Tør vise hvad sorg virkelig er

Til gengæld er det rart, at Kate Brian virkelig tør gå i dybden med sorgen. Alt for mange forfattere er bange for at dvæle for længe ved sorgen, og deres hovedpersoner kommer sig overraskende hurtigt efter dødsfald hos deres nærmeste. Reed får heldigvis lov til at gennemleve den til fulde, og som mange sikkert kender fra virkeligheden, kan man ikke bare krænge sorgen af sig, ved lige at se en god film eller tage til en fest. Heller ikke selv om det er det, man helst vil og ønsker at komme videre, fordi man ikke orker eller tør gennemleve flere triste følelser og håbløshed. Den frustration og afmagt over at sorgen har sit eget liv, er lærerig og rar at læse om. Reed tænker så at sige, alt dét, som andre unge netop heller ikke taler højt om, og det gør det igen nemt, at identificere sig med hende.

Kriminalassistenten der minder om Columbo

Den spirende forelskelse mellem Josh og Reed er dog helt i top, for det er altid fascinerende at læse om modsatrettede følelser i den “forbudte” kærlighed. Kriminalhistorien hvor kriminalassistent Hauer vandrer rundt på skolen og opfører sig præcis som den italienske Los Angeles detektiv Columbo (fra tv-serien af samme navn), bringer dog et smil frem på læben. Hauer er så meget lig Columbo, at Kate Brian have brugt ham som inspiration. Men som man måske ved fra tv-serien, skal man ikke smile af Columbos venskabelige, afslappede facon, for lige pludselig har han fået brikkerne til passe i sin hjerne, og så slår han til. 😉 Det ser jeg også frem til, at Hauer gør i de næste bind af Private.

Uddrag af ‘Usårlig’:

Jeg vågnede med et sæt. Min første indskydelse var jordskælv. Ikke at vi havde mange af dem herude på landet i Connecticut. Så hørte jeg nogen hviske. Så skyggerne tårne sig op på de hvide vægge. Ikke noget jordskælv. Bare Billings-pigerne.
“Hvad fanden?”
“Hun er vågen. Giv hende bind for øjnene,” sagde Noelle.
Mit hjerte, der allerede sad helt oppe i halsen, begyndte at hamre.
“Hvad …”
Nogen bandt et silketørklæde om øjnene på mig, så det spæde dagslys forsvandt. Mit hår blev viklet ind i tørklædet, så det gav et ryk.
“Av!”
“Undskyld. For stramt?” Arianas stemme. Sukkersød. Hun løsnede ikke tørklædet.
“Hvad l laver I?” spurgte jeg. Jeg famlede efter knuden bag på hovedet. Nogen greb fat i mit håndled og tvang min hånd væk.
“Kidnapper dig,” svarede Krian. “Kom så.”