Anmeldelse: Eventyrteatrets ‘Fugl Fønix’

Tekst og foto: Peter Henrichsen

Ryk! Bum! Klonk! Klokken er tyve minutter i fire. Jeg er rent faktisk i god tid, men nu er vores IC4-tog gået i stykker, midt uden på banestrækningen med alle skiftesporene, lige før Hovedbanegården.

Togføreren styrter frem og tilbage i toggangene og gør os – eller okay, MIG – endnu mere bekymret: ‘Jeg skal i teatret og se Fugl Fønix’ KLOKKEN FIRE!

Fem minutter i, ruller vi ind på perronen. Men nu vil kupé-dørene ikke åbne sig og slippe os ud, uanset hvor meget, man vifter man hænderne oppe foran sensoren.

‘Det er skæbnen, der leger med mig. Jeg ved det! Man må ikke tage det sene tog, når man skal se Eventyrteatret, og nu er livet i gang med at give mig lektier for!’

Heldigvis er en dame foran mig ved at få et klaustrofobisk anfald, så en pige på den anden side af kupé-døren tager en hurtig beslutning og tvinger skydedøren op med vold, inden damen begynder at rende skrigende rundt på IC4-togets vægge.

‘Yes! Godt gået, pige! Reddet! Af sted med mig! Undskyld dame med klaus. Hov, Rejsekort …’

Men det blå øje snerrer bare af mig med sin fejl-lyds-truttelut.

‘For katten da også. Så stik mig da den tjek-ud-dummebøde, eller endnu bedre, tag mit Rejsekort fra mig (for nu er det tredje gang, jeg ikke får tjekket ud, og så skal man vidst i fangehullet). Jeg er da ligeglad. Jeg skal se ‘Fugl Fønix’! Det er 1000 gange vigtigere end mit Rejsekort, og jeg er i øvrigt skredet!’.

Jeg spæner ind og ud mellem turister med kuffert-trolleys, ræser ind i Tivoli og hører lige teaterklokken ringe tre gange plus et ekstra lille klemt, der nok betyder ‘Og aller sidste chance til tossen derude, der ikke kan passe tider’. Og ja! Det er kun mig, for alle andre er allerede gået ind i Glassalen.

Jeg smutter ind i mørket bag de lange bordeaux gardiner ved indgangsdøren, dukker mig, mens jeg løber ned ad gangen, forkert gang(!), op i den anden gang, finde plads, plads er tom, Yay(!), lysekronen bliver hevet op, mørket falder på.

Først leger Michala Petris fløjespil sig blidt ind i vores ører. ”Flyv, flyv, flyv,” synger koret smukt i første sang ‘Gyldne vinger’, hvor vi bliver introduceret til fablen om Fugl Fønix.

En stor flok supersøde gnomer i vamset pels og de dejligste benvarmere i tyk strik, boltrer sig lystigt rundt mellem hinanden, så jeg bliver glad helt ind i knoglerne.

‘Jah! ENDELIG!’

Det er lige dét, Eventyrteatret kan. På få sekunder hiver de én ind i den mest vidunderlige eventyrverden, langt fra hverdagens ulidelige skærsild af hostende IC4-tog med Parkinson og ondskabsfulde Rejsekortsstandere.

Nummeret fungerer utrolig godt, og de unge synger virkelig dejligt! Sådan Disney-spillefilms-dejligt, så jeg kan mærke tårerne presse sig på. Det er simpelthen så sødt og smukt!

Først lærer vi den lille topmavede gnom, Zavod (Rasmus Dietz) at kende og dernæst pigen Irina (Sofie Lohmann) og hendes bror, mesterjægeren Dimitri (Theis Post), der er lige ved at skyde en gnom med sin bue og pil. Søskendeparret sulter nemlig, og det viser sig, at de hører til folket af tatarer, så vi befinder os altså i Rusland.

Irina og Dimitri omtaler den herskende fyrst Vladimir (Magnus Bruno) som en undertrykker, der sidder hårdt på al magt, rigdom – og mad. Så det er derfor, de er dømt til et usselt liv i skovene, hvor Dimitri må skyde sig til hvert eneste måltid.

De bryder ud i sang og synger en smuk duet ‘Luk verden ind’, der handler om, at miraklerne ligger i livets små ting. Deres stemmer klæder virkelig hinanden.

Endelig får jeg tid til at kigge mig lidt omkring i salen. Foran mig sidder en pige på omkring 6 år med sin bedstemor, og lidt fra hende, endnu en pige på samme alder med sine forældre. Et par sæder fra mig sidder der også en dreng på 7 år, der følger meget opmærksomt med, og en enkelt sæde fra mig, sidder en mand i 50’erne.

Selv om der også ses enkelte teenagere, er der en stor overvægt af børn mellem 5 og 13 år i salen — og deres forældre og bedsteforældre.

Historien fortsætter, og Irina møder til sin store overraskelse den talende gnom, Zavod, og i et vidunderligt skær af forskelligfarvede og fortryllende lysstråler, træder Fugl Fønix (Josephine Ellefsen) pludselig frem og viser sig for dem begge.

Zavod tror først, han skal følges Fønix, men Fønix vælger menneskepigen Irina i stedet for. Zavod giver dog ikke op op så let og beslutter sig derfor for at følge Irina.

Inden vi kommer op til fyrsten, bliver vi præsenteret for hans to sjove ansatte i ‘Det hemmelige politi’: Krudtirøvski (Liva Stehr) og Sekkeslabski (Daniel Vendelborg), der udover at få de mindste børn til at grine, vidst også har til formål at skabe lidt tid til opsætningen af den helt store kosak-dansescene hos fyrsten.

Det helt store åbningsshow: 12 kosakker og 12 kosakpiger synger og danser russerdans i nummeret af samme navn.

Selv det Det Ny Teater og deres mange, store musicals må absolut se sig slået her!

Pigernes smukt broderede kjoler hvirvler om ørerne på dem, mens mændene i deres brede bukser dyster i imponerende akrobatiske spring. Det her er så gennemført, at det kun er en oplevelse, man kan få i en af Eventyrteatrets opsætninger.

Bifaldet fra publikum er så kraftigt og intenst, at jeg bliver helt forskrækket af lydtrykket, det giver i salen. Det lyder som en blanding af et enormt vandfald og eksplosioner fra fyrværkeri.

Som vi kommer længere ind i første akt, bliver vi endelig præsenteret for fyrst Vladimir og hans kone Svetlana (Frida Reynberg), fyrstens nørdede bror Maximillian (Kristian Skovgaard) og den alt for kluntede, høje og derfor smadder nuttede bjørn, Misha (Christian Birkvang).

Da vi møder de oprørske piger i det såkaldte ‘Mjav Power’ (Rikke Dyreby, Josefine Moody, Tanne Larsson, Mathilde Lundberg, Sophia Bircow, Sophie Uldbjerg og Nanna Schäfer) og de synger det vilde rocknummer ‘Luk munden på os’ med tecno-synth-lyde og pulsende stroboskop-lys, er der ikke tvivl for os voksne om, at fyrst Vladamir meget let kan forveksles med Vladimir Putin.

‘Mjav Power’ forestiller det russisk-feministiske punkkollektiv Pussy Riot, som skabte en verdensomspændende medieopmærksomhed, der gjorde, at Putin havde svært ved at straffe pigernes for deres offentlige provokationer på den sædvanlige hårde, russiske måde, uden selv at fremstå som en tyran og en diktator.

Da jeg forstår sammenhængen, bliver jeg lidt forbavset over, at Eventyrteatret har indsat en direkte politisk karikatur på en præsident og lader det fylde så meget i et stykke. I alle de andre Eventyrteater-forestillinger, jeg har set, er det blot enkelte replikker, der refererer til noget samfundsaktuelt, som kun forældrene forstår og kan grine med på. Det fungerede meget bedre, for da det kun var forældrene, der forstod det, brød det heller ikke børnenes eventyrlige illusion, for de opdagede det slet ikke. Det var det, der var så elegant ved at lave børneteater med skjulte hapser til forældrene, så de ikke kedede sig.

Jeg kan mærke, at jeg synes, det er ærgerligt, at det politiske nu er så direkte, at den eventyrlige illusion med det flotte gammeldags Rusland, som lige er blevet bygget så grundigt, flot og troværdigt op — med gnomerne, Dimitri og Elena og alle kosakkerne — nu er blevet brudt med noget nutidigt og noget politisk.

Det føles lidt som, hvis Greenpeace pludselig dukkede op med nogle karakterer i Disneys ‘Frost’ og begyndte at protestere mod drivhusgasser og talte om at sikre Elsas isslot ved at sætte CO₂-kvoterne ned i byen Arendelle.

Jeg kigger over på de to piger på 6 og drengen på 7, der sidder tæt på mig. De griner ikke med på vittighederne, der er om ‘ko-rruption’ i Rusland, og som skulle have noget med køer at gøre, for de forstår selvfølgelig slet ikke ordets egentlige betydning. Til gengæld er manden ved min side i højt humør og griner og klapper begejstret.

Jeg tænker, at ‘Luk munden på os’-sangen og -budskabet faktisk havde passet bedre ind i en musical for gymnasieelever, end for børnene her i salen, der er kommet for at få en eventyrlig tidsrejse.

‘Mjav Power’-pigerne gør det suverænt godt, men der er bare i forvejen så meget debat om Putin og manglende rettigheder for bøsser og lesbiske i Rusland, hver eneste dag i TV, så jeg føler mig lidt træt over, at det nu også skal ind i det flotte russiske eventyr.

Ikke mange minutter senere sukker pigen foran mig og spørger sin bedstemor ”Hvornår er det færdigt?”

Nu er vi også 40 minutter inde i 1. akt, og jeg kan godt forstå, hun trænger til en pause, når hun kun er omkring 6 år. Men jeg tænker også, at det stykke, der begyndte med de supersøde gnomer og den flotte kosak-dansescene, egentlig ret pludseligt har skubbet sig over i en meget voksen retning.

Da jeg for eksempel så Eventyrteatrets efterårsforestilling ‘El Dorado’ i 2013, var det børnene, der styrede salen, så man kunne høre, at de lo og klappede, når Professor Henry Hansen (Magnus Haugaard) sagde sjove ting som en slags ‘onkel’ i en ‘Min søsters børn’-film.

Og den mindre begavede rigmandsdatter Kimmie (Josephine Feit) gav os ondt i maven af grin, når hun kom med sine blanke udbrud, der mindede om reality-dokumentaren ‘Divaer i junglen’ fra TV3. Det var alt sammen noget, som børnene kendte og syntes var virkelig sjovt.

Men Putin og Pussy Riot og alt det med bestikkelse, bagvaskelse og manglende lønninger, skyder ligesom hen over hovedet på børnene — til gengæld rammer det plet i mange af deres forældre.

Da den politiske revyvise ‘Gør som babushka siger’ kommer på, synes jeg faktisk også, det bliver meget voksent, selvom sangen bliver leveret utrolig flot og smukt af Frida Reynberg, som en slags Bakkesangerinde. Det er ekstra svært at synge viser, når man er teenager, så faktisk er jeg rigtig imponeret.

Men alle tekstens skjulte hentydninger er for forældre, og jeg føler mig hensat til dengang, jeg var 10 år og blev slæbt ind til Cirkusrevyen af mine forældre og skulle se politiske parodier på alle dem fra Folketinget – og bagefter skulle vi høre Bakkesangerinderne.

Til gengæld kan jeg se, at min 50-årige sidemand nyder nummeret fuldt ud sammen med andre forældre og bedsteforældre! Og de klapper højt bagefter. Rigtig højt!

Jeg kommer i tanke om, at der vist egentlig ikke har været så mange børnesange. Der plejer at være virkelig mange sange, børnene kan klappe og synge med på, som for eksempel omkvædet “Namme namme, kramme, kramme, klappe kage, kysse, kysse, møsse, møsse …” fra ‘Herkules, ‘Han hedder JOKUL’ (Jokul) fra forestillingen ‘Valhal’, eller det super catchy omkvæd i ‘Red Regnskoven’ fra ‘El Dorado’: “Kan du se dig i spejlet – og sig’ til dig selv – det’ ik-ke mig, der slår naturen ihjel …”.

Det savner jeg nu!

I andet akt kommer gnomerne heldigvis stærkt igen! Det gør de i nummeret ‘Frihed’, der både har en stærk rytme, man kan trampe med på og et dejligt fjollet omkvæds-ordspil, som man får lyst til at lære lige med det samme.

Lige dér opdager jeg, at den 6-årige pige foran mig sidder og trommer rytmisk på sine lår — for første gang. Jeg kigger også over på den anden 6-årige pige, der stråler, og på den 7-årige dreng bagved hende. Han sidder nu og klapper lidt forsigtigt – som om, han godt ved, at det ikke er nu, man egentlig klapper i en teatersal, men han kan bare slet ikke lade være. Så catchy er sangen.

Jeg kaster et diskret blik på min sidemand. Nej. Gnomsangen ‘Frihed’ er ikke lige ham. Han sidder helt upåvirket.

Jeg er mest til det, som børnene kan lide: gnomerne, Dimitri & Irina, Misha-bjørnen og masser af kosakker. Selvom jeg er ældgammel, så er jeg bare ikke til det politiske og til viser. Det er derfor, jeg er blevet så glad for Eventyrteatret gennem årene. Her kan jeg endelig få lov til at være barn igen, uden samfundsproblemer. Men i år er det bare som om, indholdet mest er blevet til på forældrenes præmisser.

Efter endt kæmpe-bifald, hvor publikum er på vej ud i den friske efterårsluft i Tivoli, hører jeg lige en dreng på 12 år sige til sin mor:

”Ah, det var altså ikke helt så godt, som det plejer.”

Jeg får lov at stoppe ham af hans mor, da jeg fortæller, at jeg skal skrive om ‘Fugl Fønix’ og rigtig gerne vil høre, hvad han synes om forestillingen.

”Der manglede altså nogle scener”, fortæller han og forklarer så, at han i alle de andre Eventyrteaterforestillinger, han har set, er vant til at komme hen i mange forskellige verdener, hvor han kan opleve noget nyt. Og i ‘Fugl Fønix’ synes han, det foregår meget ‘de samme steder’. ”Men det hemmelige politi var sjovt!” siger han og stråler. ”Og gnomerne?” spørger jeg. ”De var også sjove.”

En anden dreng, også omkring 11-12 år, lytter med i, hvad vi taler om, og jeg griber chancen og spørger, hvad han synes om ‘Fugl Fønix’.

”Det var ikk’ sååå spændende …”.

En meget berørt dame bag ved os, kan slet ikke holde sig tilbage og kommer til at bryde ind: ”Det var simpelthen så godt i år! Noget af det bedste nogensinde. Musikken og ja, de var virkelig dygtige. Det var heeelt fantastisk!”

Jeg nikker interesseret og vender tilbage til drengen, jeg stod og talte med.

”Jeg ville også godt have set noget mere,” tilføjer han og synes, det er lidt svært at forklare, men han kommer frem til, at det er noget med, at kulisserne plejer at være mere spændende. Og handlingen plejer at være mere spændende. ”I de andre musicals ku’ jeg godt li’, at der var flere kampe. Men jeg kunne også godt lide den her,” afslutter han og på utrolig høflig vis ønsker han mig en god dag og vandrer ud gennem det smukt Halloween-oppyntede Tivoli, der endnu ikke er åbnet for offentligheden. Kun for teatergæster.

Mit sidste tilfældige publikumsmøde begynder temmelig overraskende: En mand stopper mig i døren!

”Du har noget med det at gøre!?” siger han og prikker mig på skulderen.

Jeg bliver helt forskrækket og kigger uforstående på ham. Jeg troede lige, jeg havde efterladt Det hemmelige politi i Rusland.

”Ja, var det ikke dig, der sad ved siden af mig og skrev en masse ned på en blok?” spørger han. ”Du har noget med forestillingen at gøre, ikke?”

Ah! Det er min sidemand, som jeg kun er vant til at se som en sort silhuet, da jeg kom meget hektisk ind til første akt. Det er super. Ham vil jeg rigtig gerne tale med.

”Åhhh. Nårh, sådan. Nej, jeg er ikke fra Eventyrteatret. Jeg skal skrive om stykket,” fortæller jeg. ”Jeg skal anmelde det.”

”Ah, du er journalist!” konstaterer han og fortsætter. ”Skriv nu noget rigtig godt om det!”

”Ja,” siger jeg og står og tænker over, at jeg jo ikke er journalist, men fotograf og kulturanmelder. Men jeg når ikke at sige det, for han kigger lidt afventede på mig, og jeg kan godt se, han overvejer dét, han sagde lige før, så han ændrer budskab:

”Lov mig i al fald at skrive, at vi syntes, det var utrolig godt. Jeg synes, det var utrolig godt.”

”Okay. Det lover jeg,” svarer jeg “… og det vidste jeg egentlig godt,” kommer jeg til at tilføje. “For jeg kom til at kigge lidt hen på dig under forestillingen.”

Jeg føler mig lidt flov, for hvor pænt er det nu at sidde og holde en lille smule øje med folks reaktioner, når man sidder i et teater?

Han smiler dog venligt og skynder sig ud til sin kone, men kommer vist så i tanke om, at han skal have købt noget i Eventyrteatrets bod, hvor de sælger CD’ere, DVD’ere, plakater og en helt masse andet fra årenes mange forskellige forestillinger.

I S-toget hjem må jeg også lige overveje, hvad jeg egentlig synes om ‘Fønix’, ligesom den sidste dreng, jeg talte med.

År efter år kan jeg kun bekræfte, at Eventyrbørnene — ja, skuespillerne — er helt utrolig dygtige og talentfulde. Og når jeg støder på én af skuespillerne bagefter en forestilling, bliver jeg helt fyldt med ærefrygt og benovelse og tænker:

‘Wow, mand, de knokler så hårdt for det her, og de er så talentfulde. Deres forældre må simpelthen være så stolte, for jeg føler mig stolt af blot at få lov til at se dem!”.

Og jeg har simpelthen ingen kritik til den helt unikke og faktisk helt uforståeligt-flotte indsats, de har ydet her til eftermiddag. Det er virkelig det bedste børne- og ungdomsteater, man overhovedet kan se i Danmark. Sådan er det bare!

Men rent historiemæssigt skuffede ‘Fugl Fønix’ mig lidt.

Historien var ikke lige så spændende og fantasy-agtig som ‘Valhal’, ‘Herkules’ og ‘El Dorado’, der er blandt mine nyeste favoritter. Og sangteksternes budskaber var meget voksne i ‘Fønix’, hvor de plejer at være sjove at synge for børn.

Rent musikalsk – for det er musikken, der primært styrer mine følelser og sanseoplevelser i musicals – var der heller ingen ørehængere i mit hoved efter forestillingen. Og der plejer altså at være et hav af melodier, jeg synger højt, når jeg cykler hjem (og nøjes med at fløjte, hvis jeg tager S-toget).

Sangene rummede ikke så mange forskellige stemmer, talekor, ‘pigerne svarer drengene og omvendt’, som jeg er blevet forvænt med gennem årene, for eksempel i Amazonernes sang i ‘Herkules’ eller i det store hovednummer i ‘El Dorado’ (hør blot, hvordan stemmerne ligger i selve ordet ‘El-Do-ra-do’ i omkvædet, hvis du har glemt sangen). I ‘Fønix’ blev der lidt for ofte sunget unisont (alle synger med samme stemme), til at jeg blev blæst rigtig væk. Og det har jo intet at gøre med skuespillernes sangstemmer, for de ER virkelig gode! Men det handler blot om, hvordan sangene er arrangeret i år.

Har du aldrig set Eventyrteatret før, så bliver du helt sikkert blæst væk af ‘Fønix’, for ikke særlig mange danskere fatter, at danske børn og unge kan spille teater og synge på det her ultrahøje niveau! Så flot!

Men Eventyrteatret har selv sat barren rigtig hørt gennem årene, og derfor er jeg selvfølgelig nødt til at sammenligne ‘Fugl Fønix’ med ‘Herkules’, Valhal’ og ‘El Dorado’ og lander på fire stjerner ud af seks!

Til slut, husk på: At hverken karakterer i skolen eller antallet af anmelderstjerner skal tages så højtideligt, at det påvirker ens humør. Et tal ændrer på ingen måde, at jeg synes eventyrbørnene/skuepillerne er Danmarks sejeste og modigste unge mennesker. Jeg bøjer mig ydmygt for jer, i støvet fra Fønix.

Tusind tak til jer alle, fordi jeg måtte se jeres vidunderlige show! 😀

(Anmeldelsen er af forpremieren fredag d. 2. oktober 2015. Billederne er taget fra forestillingen torsdag d. 1. oktober 2015)

Kommentarer:

Nu har vi hørt meninger om ‘Fugl Fønix’ fra børn og forældre, men vi savner at høre teenagernes meninger. Så hvis du er teenager og lige har set ‘Fugl Fønix’, så skriv endelig, hvad du synes om forestillingen i år. 😀