‘Mød mig på Cassiopeia’ på Folketeatret – Anmeldelse


‘Mød mig på Cassiopeia’ er en skøn, dansk musicalfilm fra 1951, som Folketeatret nu har bearbejdet til de skrå brædder. Det er altid spændende at opleve, om en ny udgave af en historie også lever op til den gamle, så det var vi allermest spændte på, da vi satte os tilrette på 14. række. (Fotograf: Gudmund Thai)

AF PETER – SAMT GÆSTE-MUSERNE HANNE & ILSE

‘MØD MIG PÅ CASSIOPEIA’

FOLKETEATRET

Tekstforfattere:

Fleming Lynge og Børge Müller

Bearbejdelse:

Wilton, Vase & Fuglsang

Instruktion:

Kasper Wilton

Musik:

Kai Normann Andersen

Kapelmester:

Jens Krøyer

Scenografi:

Marie í Dali

Koreografi:

Jeanette Binderup-Schultz

Varighed:

2½ time inkl. pause

Store Scene:

31. jan. — 6. mar. 2019

Turné:

14. mar — 25. maj 2019

Følelses-barometer:





Komponisten John Berger (Carsten Svendsen) har problemer i sit ægteskab med sangerinden Irene (Trine Gadeberg, Pyt i ‘Nissernes Ø’), der har fået et godt øje til Harry (Christopher Læssø, ‘Shit happens’ og ‘Bedrag’), der er løjtnant i flyvevåbnet.

De personlige problemer er smittet af på Johns arbejde med skrive slutningen på musicalen, der snart skal sættes op, og forestillingen trues derfor af lukning.

I sin fortvivlelse går John på museum, hvor han møder Harrys tante, Rosa (Lone Hertz, ‘Frøken Nitouche’ (1963) ), der også er museets kustode.

For at hjælpe ham, introducerer hun ham for statuen af Polyhymnia, musen for musik. John håber desperat på, at Polyhymnia vil hjælpe ham, og musen Polyhymnia – i menneskelig form – (Amalie Dollerup, TV2’s ‘Badehotellet’, ‘Kun en pige’) eller Polly – som hun helst vil kaldes – forbarmer sig over ham og kommer på besøg hos John.

Far-Zeus smutter til kostumebal på Jorden

Nu fyldes rummet med dejlig musik, men Pollys ophold på Jorden giver anledning til en mængde nye problemer, ikke mindst da hun forelsker sig i Harry.

Følelsen er gensidig, men fra Olympen følger Zeus (Asger Reher, ‘Ørkenens sønner’, ‘Jesus og Josefine) med i sin datters forehavende, og forholdet huer ham ikke. Han agter at gribe ind, og møder derfor op til en kostumefest hos Rosa på Jorden, hvor Harry og Polly også befinder sig, og det giver et hav af forviklinger.

Polly indser, at det er et problem for hende både at være muse og jordisk, og hun frygter, at hun må skilles fra Harry.

Uh, hvordan skal det gå?

Hvis du både elsker musicals samt at hygge foran fjernsynet, så har du sikkert allerede set musicalfilmen ‘Mød mig på Cassiopeia’ (1951) på en helligdag eller til en højtid, hvor de go’e gamle, danske film fra dine bedsteforældres tid ofte bliver genudsendt.


Bodil Kjer som Polyhymnia og Hans Kurt som Hans Berger i den oprindelige film fra 1951 (Foto: Nordisk Film)

Da vi endelig sidder rigtig godt i Folketeatret på 14. række, godt ophøjet og lige i midten, glæder vi os, men sidder helt ærligt også og tænker tilbage på filmen: ‘Åh, bare de nu ikke har ødelagt den!?’. Dengang spillede Bodil Kjer hovedrollen voldsomt flot som Polyhymnia, og bemærk lige, at Bodil Kjer ikke bare var en fru-hvem-helst, men en skuespillerinde, der var så afholdt, at selv en bette knægt som Lille-Per fra de go’e gamle ‘Far til Fire’-film døbte sin elefant ‘Bodil Kjer’.

Lidt musical-filmhistorie

Hvis vi – inden forestillingen begynder – tager på en lille rejse tilbage i musicalfilmenes fortid, er det ikke kun i Danmark, at sang og musik er et ‘must’ i 50’ernes biograffilm. Ovre i det store Amerika stepper Gene Kelly rundt i vandpytter med blød hat og lukket paraply i musicalfilmen ‘Singing in the rain’ (også fra 1951), der bliver en kæmpe succes i hele verden.

Udviklingen igennem ‘West Side Story’ og ‘Jesus Christ Superstar’

Fra lalleglad regndans byder 60’ernes musicalfilm pludselig på ægte og dødelig bandekrig i ‘West Side Story’ (1961). Temaerne bliver meget alvorligere, og i 70’erne får de unge endelig lov til at rive sig helt løs fra deres strenge forældre og have deres egne meninger. Det er heller ikke så underligt, at især de amerikanske mænd bliver modne så hurtigt, for mange kommer slet ikke til at opleve det nyopfundne begreb ‘ungdomsliv’, fordi de bliver udtrukket til at være soldater i Vietnam-krigen, hvor gennemsnitsalderen blot er 22 år; en tyk, rød tråd i musicalfilmen ‘Jesus Christ Superstar’ (1973).

I Amerika bliver stemningen i musicalfilmene først rigtig løsnet op igen, da amerikanske John Travolta og australske Olivia Newton John synger ‘You’re the One that I want’ i ‘Grease’ (1978)

I Amerika bliver stemningen i musicalfilmene først rigtig løsnet op igen, da amerikanske John Travolta og australske Olivia Newton John synger ‘You’re the One that I want’ i ‘Grease’ (1978), mens vi i Danmark hænger lidt bagefter og stadig fokuserer på dystre temaer som ungdomsarbejdsløshed og ungdomsboligmangel i ‘Midt om natten’ (1984).

Musicalfilm bliver til musikfilm i 80’erne

Så kommer der en lang pause i 80’erne, hvor ungdomsfilm stadig har et kæmpe ‘soundtrack’, og hvor de fleste unge fristes til at købe CD’en bagefter, men hvor skuespillerne ikke selv synger. Musicalfilm bliver til musikfilm, hvor alle mulige bands og solister spiller og synger, for eksempel i ‘Footloose’ (1984).

I 90’erne er syngende skuespillere ‘bare så kiksede og så for meget‘, at det kun er Disney, der får held med at genindføre sangnumre i spillefilm, da ‘Løvernes Konge’ (1994) – der egentlig er en børnefilm – bliver så populær, at den også bliver opsat som musical for både børn, unge og voksne på ‘Broadway’ i New York.

I 90’erne er syngende skuespillere ‘bare så kiksede og så for meget‘, at det kun er Disney, der får held med at genindføre sangnumre i spillefilm, da ‘Løvernes Konge’ (1994) – der egentlig er en børnefilm – bliver så populær, at den også bliver opsat som musical for både børn, unge og voksne på ‘Broadway’ i New York.

Derfra kører musicalfilmene bare derudaf igen. Det er ligesom med ‘hønen eller ægget’, der er ingen regler for, hvad der kommer først. Nogle musicals bliver filmatiseret; og nogle musicalfilm bliver dramatiseret, så de kan spilles på de skrå brædder, som det nu er tilfældet med Folketeatrets 2019-udgave af ‘Mød mig på Cassiopeia’.

SÅ begynder eventyret!

Tæppet går, og vi bliver ført ind i eventyret, hvor stjernebilleder og græsk mytologi bliver mikset med et stor skvæt nostalgi og en hel pose nye ting.

‘Mød mig på Cassiopeia’ foregår for så vidt stadig i 50’erne, men i klog erkendelse af, at man aldrig kan gøre det bedre end en superpopulær musicalfilm, stikker Folketeatrets version nu af i alle mulige hyggelige retninger, så vi også – forhåbentlig – vil blive forelskede i dens helt egne kvaliteter.

Der er lånt lidt fra Elvis, lidt fra Kim Larsens ‘Køb bananer’, og ‘Jeg svinger min stok og løfter min hat’ kommer med – Brooklyn Bridge i baggrunden – på charmerende vis til at ligne Gene Kelly lidt i ‘Singing in the rain’. Vi lander rent faktisk også kort i 70’ernes ‘Grease’ med nummeret ‘Zeus Lightning’.

Der er lånt lidt fra Elvis, lidt fra Kim Larsens ‘Køb bananer’, og ‘Jeg svinger min stok og løfter min hat’ kommer med – Brooklyn Bridge i baggrunden – på charmerende vis til at ligne Gene Kelly lidt i ‘Singing in the rain’. Vi springer rent faktisk også forbi 70’ernes ‘Grease’ med nummeret ‘Zeus Lightning’.

Minder om Eventyrteatrets måde at dramatisere musicals på

På mange måder er ‘Mød mig på Cassiopeia’ dramatiseret som også Eventyrteatrets store efterårsforestillinger i Glassalen i Tivoli bliver det. Det er tilladt at pjatte og have det rigtig hyggeligt og låne lidt fra andre eventyr, produkter eller nyheder, der er oppe i tiden. Nogle ‘hints’ går helt tilbage i tiden og bliver mest fanget af de ældste tilskuere, men hele tiden holdes der stramt fast i historiens oprindelige røde tråd, så ingen bliver hægtet af; heller ikke dem, der ikke har set filmen eller ikke kender historien.

Vi griner hele tiden

Carsten Svendsen er virkelig god som komponisten John Berger. Måderne, han siger tingene på, er så utrolig sjove, at vi føler, vi sidder og griner hele tiden, og Troels Malling kunne simpelthen ikke være bedre castet til rollen som teaterdirektøren.

Christopher Læssø er bare flot og charmerende! Lone Hertz er stadig lige så skøn som i ‘Frøken Nitouche’, og primadonnaen, Trine Gadeberg, blæser os alle sammen væk med sin forrygende sangstemme. Selv om vi fra Cirkusrevyen godt ved, at Amalie Dollerup kan synge, er hendes solo i ‘Musens sang’ alligevel noget helt særligt. Alle de funklende stjerner på den dybe, blå himmel og lille Amalie, der står dér og synger så følsomt og indlevende — er dybt rørende, og publikum vil slet ikke holde op med at klappe!

Zeus med bulder og brag

Asger Reher skal også have et kæmpe stort skulderklap. Hans entré som Zeus, der kommer flyvende ind i bulder og brag, er lige så fascinerende, som det er sjovt, når Asger til kostumeballet ankommer i sine gammeldags gevandter, men gang på gang blot bliver forvekslet med en almindelig udklædt kostumebalsgæst.

Kulisserne er utrolig flotte: skov, himmel, hav og et vidunderligt museum. Sceneskiftene er hurtige, og forviklingerne og forvekslingerne er mange, tossede og virkelig skægge.

Den er ikke ødelagt!

‘Mød mig på Cassiopeia’ bliver ikke ødelagt! Så er det sagt! Faktisk blev vi bagefter enige om, at alle de ting, historien er blevet tilført for at gøre den lidt moderne, rent faktisk gør den en tand bedre end filmen, der på nogle punkter kan være lidt kedelig.

Kai Normann Andersens fabelagtige gode melodier er heller ikke lavet om, og faktisk får vi et par numre ekstra af ham, som ikke hører til selve filmen, men som skuespillerinden Marguerite Viby i sin tid fik stor succes med, blandt andet ‘Hot! Hot!’ – ikke at forveksle med Nik & Jay’s version. 😉

Hvorfor skal vi unge dukke op?

Man kan så spørge sig selv: “Hvis der ikke engang er Nik & Jay, hvad er der så for unge at komme efter?” Det er et rigtig godt spørgsmål, især forbi størstedelen af publikum til vores forestilling forbavsende nok ser ud til at være 60+.

Heldigvis har Ilse, musen fra 1938, og musen Hanne, fra 1946 – der har været med til at skrive denne anmeldelse – hjulpet mig på vej med svaret: “Selvfølgelig skal børn og unge tage chancen og tage med ind og opleve ‘Mød mig på Cassiopeia’. Det kan godt være, det kun er deres forældre eller bedsteforældre, der allerede kender musiknumrene, men det gør bestemt ikke forestillingen langtrukken. Handlingen er nem at finde rundt i, og den er hele tiden krydret med sjov og ballade, så man ikke keder sig et eneste sekund. Det er fantastisk, det er festligt, og faktisk tror vi aldrig, vi har set et teaterstykke, der var så sjovt!”.

“Selvfølgelig skal børn og unge tage chancen og tage med ind og opleve ‘Mød mig på Cassiopeia’. Det kan godt være, det kun er deres forældre eller bedsteforældre, der allerede kender musiknumrene, men det gør bestemt ikke forestillingen langtrukken. Handlingen er nem at finde rundt i, og den er hele tiden krydret med sjov og ballade, så man ikke keder sig et eneste sekund. Det er fantastisk, det er festligt, og faktisk tror vi aldrig, vi har set et teaterstykke, der var så sjovt!”

Som en eventyrlig nytårsaften

Selv, oplevede jeg ‘Mød mig på Cassiopeia’ som en fortryllende nytårsaften. Vi ved alle – næsten – hvad der skal ske, men alligevel kildrer forventningerne i maven. Musik- og dansenumrene er humørfyldte, festlige og farverige og i forklædninger, som serpentiner og bordbomber og gæster med forskellige nytårshatte på. Selvfølgelig ender det hele også i et festfyrværkeri, og raketterne fører os langt ud i en stjernetåge af støv og gas, mens romantikken beruser os og champagneboblerne løfter os op i ‘Den allersidste dans’. Der er virkelig meget at tage til Folketeatret for, både for unge musical-elskere, men også for hele familien! Man kan selvfølgelig også mødes med musicalen ude i landet, når den tager på turné allerede den 14. marts.

Der er dog lige én enkelt, men temmelig stor ting, der skal ændres, før den nye ‘Mød mig på Cassiopeia’ bliver fuldendt! Den nye Lille-Per bliver nødt til at kalde sin elefant for Amalie Dollerup nu! Det fortjener både elefanten, Amalie og den nye ‘Mød mig på Cassiopeia’. 🙂















Medvirkende: Amalie Dollerup, Trine Gadeberg, Carsten Svendsen, Christopher Læssø, Lone Hertz, Asger Reher, Troels Malling, Kristian Holm Joensen, Karin Nordly Holst, Kristoffer Sass, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Rasmus Rothaus Faartoft, Tanja Dræberg, Rikke Lillevang



Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.