Anmeldelse: ‘PELLE EROBREREN’ på Østre Gasværk Teater

Julian Horta Meier Clausen som Pelle, der lige er ankommet til det helt vidunderlige Bornholm i det nye land, Danmark, hvor man kan få lige så mange fedtemadder med sukker på, man kan spise – og fri om søndagen! (Fotograf: Natascha Thiara Rydvald)

AF PETER HENRICHSEN

Lyset dæmpes i det smukt istandsatte Østre Gasværk, og folkemusikkens første, varme violinstrøg fører os tilbage til 1877.

Bølgeskvulp og skumsprøjt projiceres op på Gasværkets rå vægge, så vi kan mærke den snigende søsyge, mens svenske Lassefar (Thomas Bo Larsen) og Pelle (Julian Horta Meier Clausen) står i stævnen på et sejlskib i bedste Titanic-stil — selvom White Star Lines gigantiske dampdrevne skib jo først skulle på jomfrusejlads – og gå ned – i 1912, 35 år senere.

Udlængslen og jagten på et bedre liv har dog allerede indfundet sig, selvom destinationen, som Lasse har haft råd til – Bornholm – er knapt så eksotisk som dét Amerika, alle taler om. Alligevel får Lasses uendelige kærlighed til sin søn ham til at tegne et vidunderligt billede af det nye land, Danmark, hvor man kan få lige så mange fedtemadder med sukker på, man kan spise, fri om søndagen, og brændevin, der ikke er brændt på sure, gamle kartofler, som i Sverige.

For 100 kroner om året og med kost og logi – i kostalden – får de to immigranter laveste rang i et lille, lukket univers med skarp rangorden.

“Ikke elev, men ‘Hr. Eleven’!”

Allerede ved ankomsten på bryggen tegner livet i Danmark sig dog ikke helt så lyst, som Lasse har haft fantasi til at forestille sig. Den ene forvalter efter den anden – på udkig efter nyankommen arbejdskraft – vender far og søn ryggen.

Lasses stærkeste år, hvor han blev først færdig med arbejdet og hvor provokatører fik Lasses Karlssons knytnæve til forret og sagtens kunne bede om hovedret og dessert også, er tydeligvis ovre. Og Pelle, ja, han er bare for tynd og lille til at kunne bruges til noget som helst. Heldigvis forbarmer den ellers lunkne og konstant æblegnaskende forvalter (Kristian Halken) – fra proprietærgården Stengården – sig og samler Lasse og Pelle op som de allersidste.

For 100 kroner om året og med kost og logi – i kostalden – får de to immigranter laveste rang i et lille, lukket univers med skarp rangorden. Lasses nærmeste overordnede er Stengårdens elev; en arrogant knægt på kun 15 år, der kræver at blive tiltalt som ”Hr. Eleven” og som i øvrigt morer sig med at træde på Pelle og Lasse, så ofte muligheden byder sig — blot fordi han kan.

Hvad Lassefar har til fælles med Astrid Lindgrens glade gris

Måske er du allerede blevet introduceret for Martin Andersen Nexøs ‘Pelle Erobreren’ i litterær form af din dansklærer? En rigtig hyggelig roman, der udkom i fire dele mellem 1906 og 1910, som man også kan mærke den svenske forfatterinde Astrid Lindgren senere hen har skævet til og er blevet inspireret af. Livet, som der ser ud fra øjne i samfundets nederste lag, og hvor brændevinen var den eneste mulighed for at få livets hårde realiteter på afstand – for en stund.

I ‘Emil fra Lønneberg’ er det naboer i ‘Nykterhetsrörelsen’, der bliver forargede, da rygtet i landsbyen siger, at Griseknoen på Katholt vakler rundt med ”en mindre skid på” …

Har man først sagt ‘svenskere’, må man også sige ‘alkohol’, og i Astrid Lindgrens fortællinger har vi for eksempel i ‘Madicken’, Madickens få år ældre legekammerat, Abbe Nilsson, der har en far, der drikker; men på en hjertelig måde, som Madicken ikke er bange for. Og i ‘Emil fra Lønneberg’ er det naboer i ‘Nykterhetsrörelsen’ (afholdsforeningen, der voksede frem i Sverige i 1800-tallet), der bliver forargede, da rygtet i landsbyen siger, at Griseknoen på Katholt vakler rundt med ”en mindre skid på”, fordi naboens uvorne søn – Emil – har fodret den med de kirsebær, der blev tilovers fra fremstillingen af kirsebærbrændevin. En handling, der dog i virkeligheden blev udført med det største hjerte og de bedste intentioner hos Emil.

Fælles for Astrid Lindgren og Martin Andersen Nexø er nemlig interessen for og kærligheden til de nederste i samfundet; men også til de borgere i de øvre lag, der er store nok til at udvise næstekærlighed. Og selvom Lasse drikker i ‘Pelle Erobreren’, så ved og forstår vi også, hvorfor han drikker, og en endnu finere detalje – som Astrid Lindgren også altid vender tilbage til – at ens hjerte, ansvarsfølelse og stolthed ikke behøver at være mindre af den grund.

Kan Thomas Bo skildre Lasses mange forskellige sider?

Da jeg opdagede, at Thomas Bo Larsen skulle spille Lasse, fik jeg en pudsig fornemmelse af, at det var det helt rigtig valg. Jeg kender mest Thomas Bo fra roller, hvor han er én af samfundets lidt skæve og ikke så dybe eksistenser, så jeg tvivlede ikke på, at han sagtens kunne vise os Lasses dystre sider som højtråbende alkoholiker.

Lasse er jo også faren med hjerte, ansvarsfølelse og skam over ikke at kunne gøre det bedre for Pelle, og enkemanden, der bærer på en dyb sorg over sin mistede hustru.

På samme tid var jeg dog lidt bekymret for, om Thomas Bo også kunne få Lasses mange andre sider med, for Lasse er jo også faren med hjerte, ansvarsfølelse og skam over ikke at kunne gøre det bedre for Pelle, og enkemanden, der bærer på en dyb sorg over sin mistede hustru.

Kaya får varmet hele salen op

Til at begynde med syntes jeg både Thomas Bo og Julian spillede sig lidt forsigtigt ind i rollerne som Lasse og Pelle, hvor jeg snarere havde forventet det modsatte: at de ville overspille lidt for at ramme karaktererne i Bille Augusts flotte filmatisering fra 1987.

Pludselig er der sket noget magisk i salen. Det er som om, vi alle bliver varmet op dér, og jeg tænker: ‘Dét her, det bliver stort!’

Heldigvis gjorde de ikke det, kan jeg nu sige, for kort efter synger Johanne (Kaya Brüel) den smukkeste sang om en salmebog, med en klang i stemmen helt på niveau med de største solister i Andrew Lloyd Webbers mange kendte musicals. Og aftenens publikum giver hende et bragende og velfortjent bifald. Pludselig er der sket noget magisk i salen. Det er som om, vi alle bliver varmet op dér, og jeg tænker: ‘Dét her, det bliver stort!’

Måske har der været lidt premierenerver hos skuespillerne, eller måske er det bare mig, der ikke rigtig kan slippe Bille Augusts filmatisering og derfor skal vænne mig til, at Thomas Bo og Julian selvfølgelig gør rollerne til deres egne.

Jenny brænder sig ind i min hukommelse

Derfra kører det bare! Gårdens største karl, Erik (Kristian Rossen), fyrer den af i en imponerende vasketøjs-scene med en charme, en styrke og en selvtillid, der gør, at man uanset køn, ønsker at man er én af pigerne på Stengården!

Lige her forstår jeg, at jeg har spildt de sidste par år med alt for mange intetsigende Netflix-serier. Jeg har jo helt glemt, hvor nærværende livagtigt teater kan være …

Og så alligevel ikke, for kort efter bliver den smukke Jenny (Line Nørholt Kjeldsen) udsat for noget så skræmmende ubehageligt, at jeg sidder og føler dyb skam over blot at kigge på hende uden at gribe ind. Lige her forstår jeg, at jeg har spildt de sidste par år med alt for mange intetsigende Netflix-serier. Jeg har jo helt glemt, hvor nærværende livagtigt teater kan være, og scenen med Jenny sparker mig lige i mellemgulvet, for derefter at brænde sig ind i min langtidshukommelse.

Det her er ikke blot stort, det er også stærkt! Og det bliver ekstra stærkt fordi personerne i ‘Pelle Erobreren’ ofte står fastfrosset til scenen i lange minutter efter de vigtige hændelser er sket, mens handlingen fortsætter andetsteds. En fed detalje, jeg når at blive helt vild med!

Jeg nyder det!

Scenografien er ikke stor i ‘PELLE EROBREREN’. Vi sidder foran en bakke med grus, og så bliver vi af og til præsenteret for diverse landbrugsremedier fra Stengåden. Vi behøver heller ikke mere, for lydeffekter, spillemandsorkestrets hyggelige folkemusik og computeranimerede sekvenser projiceret op på de buede og rå scenevægge med de skrå ståltrapper, får os til at tro, at vi er transmogriffet tilbage til 1877.

Computeranimerede sekvenser projiceret op på de buede og rå scenevægge med de skrå ståltrapper, får os til at tro, at vi er transmogriffet tilbage til 1877.

Pigerne malker fiktive køer, og med leer bliver der høstet korn, der heller ikke er der. Alligevel er det hele der! Det er fuldstændig ligesom scenen i ‘Matador’, hvor Misse låser Lærer Andersen ude på altanen, indtil han bliver så kold, at han får lungebetændelse. Vi tror alle, vi har set ham stå derude og fryse og banke bestemt på ruden, men scenen var der aldrig. Det var blot Misse, der genfortalte den så livagtigt.

Sådan er det også her i ‘Pelle Erobreren’, og det er faktisk rigtig skønt, at der ikke er en overflod af smukke kulisser, der stjæler min opmærksomhed. Der er heller ikke bimlende og bamlende elektronik alle steder, som derhjemme. Jeg kan fokusere udelukkede på replikker, ansigtsudtrykke, musikken og følelserne, og jeg nyder det!

Skolenscenen når helt op til loftet

I Skolescenen er alle eleverne linet op i flere etager på Gasværkets ståltrappen, mens de repeterer deres helt egen version af ‘ABC’. Imponerende og en flot måde at bruge hele Gasværkets højde på!

Endnu en lille “historie i historien”, denne gang om Kongstrups halvvoksne niece, Sine (Sara Hjort Ditlevsen), går også lige i sindet og hjertet på mig. Endnu stærkere lakrids og sindssygt godt spillet!

I andet akt bjergtager Birgitte Raaberg mig fuldstændig med sin store varme i rollen som Madam Olsen, der tager lille Pelle under sin vinge. Hun flirter også med Lasse, fordi hendes egen mand aldrig er vendt tilbage fra havet, og det bringer mange smil og meget latter frem hos os alle. Det er virkelig morsomt at se, hvordan sådan et arrangement bliver håndteret i 1877, når man hedder Lasse Karlsson. Den kan vi gå og tygge lidt på med vores egen ‘single’-kultur her 140 år senere.

Julian er nu helt speciel som Pelle

Julian Horta Meier Clausen er helt speciel som Pelle! Den skønne, glade knægt charmerer sig lige ind i vores hjerter med sit dejlige smil. Pelle går meget igennem på Stengården med sit uskyldsrene gåpåmod.

Jeg kommer til at holde så meget af Lasse. På mange måder er han en slagen mand, men alligevel må han være ophavsmanden til ordsproget ‘Fake it till you make it’

Selv når livet bliver for hårdt, lærer Lasse ham den ukuelighed, som ikke blot er en dyd, men også en nødvendighed for at overleve. Og det er jo også derfor, jeg kommer til at holde så meget af Lasse. På mange måder er han en slagen mand, men alligevel må han være ophavsmanden til ordsproget ‘Fake it till you make it’, for Lasse agter ikke at give op, før det sidste søm er banket i hans kiste. En temmelig god indstilling, jeg også vil forsøge at tage med mig her i tilværelsens ulidelige lethed i 2018.

Thomas Bo gør det

Med hensyn til Thomas Bo Larsens skuespil, så havde jeg ikke behøvet at bekymre mig. Han gjorde det fænomenalt som Lasse! Hans usikre vaklen frem og tilbage på fødderne, når Lasse føler sig ilde til mode, og de utrolig morsomme replikker, der falder fra ham, når Lasses stolthed blev krænket (især af kvindfolk), gør ham virkelig elskværdig.

Med hensyn til Thomas Bo Larsens skuespil, så havde jeg ikke behøvet at bekymre mig. Han gjorde det fænomenalt som Lasse!

Alle nuancerne og følelserne, som jeg havde håbet på, var der til fulde. Og sørme om jeg ikke måtte tage mig selv i at sidde og græde over et af Lasses sidste følelsesmæssige udbrud i sidste akt. I biografens mørke i årenes løb, har jeg flere gange haft blanke øjne, men jeg har s’gu aldrig prøvet at have tårer løbende ned ad kinderne, mens jeg sad i et teater! That’s a first!

Man skulle tro, det var en umulig opgave at komme efter Max von Sydow. Men Thomas Bo: Du gør det!