Anmeldelse: ‘EL DORADO’, Eventyrteatret, Glassalen i Tivoli, 2013

‘EL DORADO – jagten på den gyldne by’: Lørdag den 5. oktober 2013 havde Eventyrteatret premiere på dette års efterårsforestilling. Det skal ingen hemmelighed være, at jeg havde tårnhøje forventninger. Og de forventninger blev bestemt indfriet. Der er dømt komedie for hele familien, og en uforglemmelig god historie bliver fortalt gennem sang og dans.

Af Kathrine, 16 år

Igen i år kan man opleve Eventyrteatret i Glassalen i Tivoli i efterårsferien. Denne gang går turen til Amazonjunglen i Sydamerika. Professor Henry Hansen er – efter at have modtaget et brev fra sin forsvundne kollega Doktor David Leversteen – rejst til junglen med sine tre børn Molly, Morten og Sten, sidstnævnte også kaldet Einstein. I brevet er der tegnet et skattekort, som angiveligt skulle vise vejen til EL DORADO – den skjulte by af guld.

Men børnene er ikke helt så ivrige, som deres far, og specielt Molly på 16 år er utilfreds. I et voldsomt skænderi kommer hun til at såre faren, som går sin vej. Morten og Einstein følger efter, og Molly står nu alene tilbage i lejren. Indtil inkapigen Pototo pludselig dukker op efterfulgt af inkakrigere. Solens datter, Coya, har fået stjålet et smykke. Men det er ikke et hvilket som helst smykke. Det er den ene halvdel af en medaljon. Hendes bror, Inkakejser Inca Capac, har den anden halvdel, og tilsammen danner de to dele af medaljonen nøglen til soltemplet. Pototo er blevet beskyldt for at have stjålet medaljonen, men hun nægter. Inkakrigerne tager både Pototo og Molly til fange.

Tilbage i lejren er Morten, Einstein og Henry vendt tilbage. Og de har fået gæster. En flok miljøaktivister, der går under navnet RR, ’Red Regnskoven’, er dukket op. Henry vælger at stole på dem og fortæller dem om kortet, der viser vejen til EL DORADO. Men det skulle han nok aldrig have gjort …

For hvem er det egentlig, der har stjålet medaljonen? Og vil Molly blive genforenet med sin far og to brødre? Og står RR virkelig for ’Red Regnskoven’?

I stjerneland

Det er lørdag eftermiddag, og premieren på ‘EL DORADO – jagten på den gyldne by’ nærmer sig. Hele vejen fra Tivoli’s hovedindgang og ned til Glassalen står Inkafolket og byder os velkommen. Allerede da vi står foran Glassalen, spotter vi de første kendte ansigter. Vi bevæger os indenfor, hvor vi finder vores pladser. Til højre for os sidder Annette Heick, bag ved os Malene Qvist og da vi kigger rundt spotter vi langsomt flere og flere kendte ansigter. Der er få øjeblikke til stykket skal gå i gang, da salen bliver stille, men det eneste vi kan høre, er lyden af kameraer. Jeg vender mig rundt. Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary har lige taget plads i salen sammen med Prins Christian og Prinsesse Isabella. Det ligger en bekræftelse i, at de mennesker, jeg er vant til kun at se på TV, også er helt almindelige mennesker, der går i teatret med deres familie. Præcis ligesom mig.

Tæppet går

Der bliver mørkt i salen, og publikum bliver helt stille. Tæppet går, og pludselig er jeg ikke i Glassalen mere. Jeg er taget ud på en rejse. Lianerne og de tre sten på scenen, danner nu rammen om den to timer lange rejse, jeg skal ud på. Allerede efter første scene føler jeg mig underholdt, og denne følelse fortsætter hele vejen igennem. Jeg får lyst til at rejse mig op, springe op på scenen og have det sjovt sammen med skuespillerne. For det ser virkelig ud som om, de nyder det lige så meget, som jeg gør. Mit smil kan ikke blive bredere, og jeg bliver glad helt ud i tæerne.

Red Regnskoven

Det øjeblik, jeg nyder allermest, er da gruppen RR, anført af Rosa (Josefine Moody) går i gang med sangen ’Red Regnskoven’. Melodien gør mig glad, og teksten er én, man husker. Her kommer de unge skuespillere bogstavelig talt helt ud over scenekanten, og jeg får indtrykket af, at hele salen klapper med.

Jeg får lyst til at rejse mig op og danse rundt, mens jeg synger med. Samtidig elsker jeg, at Eventyrteatret har fået et så vigtigt emne, som den globale opvarmning med på en sjov og anderledes måde. For som Ronnie (Kasper Stensbirk) siger det bedst: “Vi har bare en koloenorm ansvar!”.

Brokker mig sgu også, når jeg ikke har net-forbindelse

Der var ting med i stykket, som jeg kender fra min hverdag, og som jeg derfor kunne relatere mig til. Jeg kunne se mig selv i karaktererne. Jeg render sgu også rundt og brokker mig, hvis jeg ikke har net-forbindelse, ligesom datteren Molly (Josephine Ellefsen). Og på de mærkeligste tidspunkter kunne jeg også godt lige spise en gang pommes frites, ligesom sønnen Morten (Stefan Hjorth).

Jeg kunne også genkende den mindre begavede rigmandsdatter Kimmie (Josephine Feit), der kunne være taget direkte ud fra TV3’s program ‘Divaer i Junglen’, og som nok ikke lige hører til i miljøorganisationen Red Regnskoven. Og da Tingbjerg smart-ass’en Ronnie (Kasper Stensbirk), i sangen ’Guldfeber’ synger ’Tag bare bussen til Prag for at drikke dig fuld’, var jeg flad af grin.

Jeg er kritisk og kan næsten altid finde noget, jeg synes kunne have været bedre, når jeg anmelder. Så når jeg en sjælden gang oplever, at jeg ikke kan finde noget, jeg synes burde have været anderledes, så er det altså fordi, jeg synes, at det er virkelig godt. Og i ‘EL DORADO’ kunne jeg ikke sætte en finger på noget.

Komedie for hele familien

Det er imponerende, at det er muligt. Men det lykkedes Eventyrteatret at skabe en komedie, hvor der er noget, folk i alle aldre kan finde sjovt. Jeg følte ikke på noget tidspunkt, at jeg var inde og se børneteater. Det bliver gjort brug af børnehumor, men også af voksenhumor.

‘EL DORADO – jagten på den gyldne by’ er først og fremmest en musical. En stor del af historien bliver fortalt gennem sang, så elsker du en god komedie, hvor sang og musik spiller en stor rolle, så vil du helt sikkert også synes godt om ‘EL DORADO – jagten på den gyldne by’.

Sofie, 12 år

Danmarks bedste musical 2013

— anmeldelse af musikken til ‘EL DORADO’

Af Peter, Redaktør på Kultur For Unge

Jeg hørte soundtracket til Eventyrteatrets ‘EL DORADO’ 23-24 gange, inden jeg så forestillingen i fredags. Og det blev ikke hørt af pligt. I år dækker betegnelsen musical nemlig ikke blot over en teaterforestilling iblandet sang og musik.

I år betyder musical, at der er arbejdet så meget med kompositionerne og kor-arrangementerne, at de nu konkurrerer med Det Ny Teaters og Østre Gasværks musicals.

Hvis Eventyrteatret havde økonomien til at forsyne forestillingerne med et rigtigt live orkester, ville den musikalske side af ‘EL DORADO’ nemlig lyde mange gange bedre end for eksempel Gasværkets opsætning af ‘Hair’ og ‘Skammerens datter’.

Derfor var det også den helt rigtig beslutning, at lade Karlo Kanin gå på pension i år og i stedet overøse publikum med et imponerede festfyrværkeri af en musical-åbningsscene med nummeret ‘Solens Gud’. Med så vanvittig flot en komposition, så flot arrangeret et kor og så dygtige solister, er det også den eneste rigtige og værdige måde at præsentere et ungt, moderne musicalstykke på: med sådan et brag, der først giver publikum gåsehud, dernæst blanke øjne og prikken i næsen og til sidst blæser dem bagover!

Dette er blot forsmagen på ‘EL DORADO’, men den siger alt om melodierne og de unges hamrende stærke, rene og præcise vokaler i hele resten af musicalen! Der er alt at glæde sig til!

Det er umuligt at oversætte så smukke og gribende lydindtryk til ord i en dækkende anmeldelse, så jeg vil blot ydmygt fortælle, hvordan jeg oplever de mange dejlige og varierede numre i ‘EL DORADO’.

Eventyrteatret har med ‘EL DORADO’ skudt et gammelt rakettrin af og hæver sig nu til helt nye musikalske højder. Det er svært at sige, hvad næste mål skal være, men jeg synes, at Danmarks Radio i 2014 skulle få sendt en invitation til Eventyrteatrets solister og kor, Christian Dahlberg, Anna Britt H. Mathiassen og Jakob Stenz og invitere dem til at blive akkompagneret af DR Underholdningsorkestret i en ‘Eventyrteatret Specialkoncert’ i Koncerthuset. Jeg køber gerne de fire første billetter med det samme, og jeg er temmelig sikker på, at Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, H.K.H. Prins Christian og H.K.H. Prinsesse Isabella gerne vil med.

Jeg synes, ‘EL DORADO’ er Danmarks bedste musical i 2013!

Sangene på CD’en:

‘Solens Gud’

Martine Levinsen, Alberte Kyst, Nanna Rossen, Silje Aass + kor

Martine lægger flot ud med den dybe Shaman-stemme, koret overtager med flere stemmer og stemninger, masser af junglerytmer med percussion, congas og det, som jeg har efterlyst i mange år hos Eventyrteatret: rigtig trommer! (eller i hvert fald en topmoderne trommemaskine, der er programmeret af en trommeslager).

Når solisterne Alberte, Nanna og Silje falder ind med deres afsindig smukke og klare stemmer, bliver mine øjne virkelig blanke. Stemmerne skildrer det romantiske i EL DORADO, og en af pigerne holder den høje tone i 10 sekunder! ‘Wauh, hvor er det professionelt i år’, tænker jeg. ‘Mere professionelt end nogensinde!”

‘Solens Gud’ er en perfekt og smuk introduktion til hele musicalen, fordi nummeret formår at afdække alle de forskellige stemninger, vi i stykket skal præsenteres for. Det skaber en dejlig varm forventning, at jeg nu ved, jeg skal alt det igennem.

‘Familien Hansen’

Stefan Hjort, Josephine Ellefsen, Laurids Skovgaard, Magnus Haugaard

Fin, simpel og iørefaldende melodi, der i genre nok mest minder om noget fra en ‘Krummefilm’ eller en tv-julekalender. Der er en rigtig fin præsentation af familien Hansen, og det er Gunvor Reynbergs virkelig sjove tekst, der bærer en stor del. Mest akkompagneret af klaver og trommer.

‘Red Regnskoven’

Magnus Jakobsen, Mette Engskov, Frida Reynberg, Sara Fusager, Kasper Stensbirk, Josephine Feit, Josefine Moody + Stefan Hjort, Laurids Skovgaard, Magnus Haugaard

Ét af musicalens mest catchy numre, der kører vers på hip hop-rytme krydret med orientalske undertoner for at skildre Tingbjerg-drengen Ronnie. Nummeret er endnu flottere på scenen, fordi sangerne i omkvædet glider over i gospel. Som publikum skal man virkelig bruge en kraftanstrengelse på ikke at rejse sig og og deltage i gospelkoret. Den flade rytmeboks i breaket uden musik, er dog langt under hele arrangementets høje niveau. Lad os få flere rigtige instrumenter ind og færre samplede, det fortjener de unge stemmer.

‘Spådommen’

Tanne Larsson, Eva Paludan, Pernille Bonnesen, Bjarke Atterdag

En sød lille vise med et fint flerstemmigt omkvæd. For en del år tilbage sang Eventyrteatret meget unisont (alle synger med samme stemme) i deres kor, men jeg skal love for at sanginstruktørerne Anna Britt H. Mathiassen og Jakob Stenz har lavet om på det. Alle steder, hvor der kan synges flerstemmigt, er det arrangeret. En virkelig god udvikling.

‘Shamanens Bøn’

Martine Levinsen, Kristian Skovgaard, Iris Mealor + Tanne Larsson, Eva Paludan, Pernille Bonnesen, Bjarke Atterdag

Her i vi nærmest ovre i raggamuffin, og Martine lyder som Miss Mukupa. Lækkert. Det er flot fremført, og det er spændende, at der er så mange forskellige musikgenrer i forestillingen. Rigtig sjov idé med at Shamanen synger verset, mens ånden, der overtager Shamanen, synger omkvædet.

‘Soljomfruer’

Cilie Brovall + kor

Rigtig flot vokal i verset af Cilie; specielt når hun kommer op på de høje toner, gav det mig kuldegys. Det er en gribende sang med et iørefaldende omkvæd, hvor teksten falder i så pudsig en rytme, at man selv får lyst til at øve sig i at synge det. Der er sådan lidt ‘Arabiens Drøm’ over omkvædet, på den gode måde. Eneste mistanke: den akustiske spanske guitar lyder af og til som om, den er samplet og spillet på et keyboard? Set i forhold til de flotte sangpræstationer, stikker guitaren i hvert fald ud.

‘Sommerfuglestøv’

Magnus Haugaard, Josefine Moody

Skæg operette-lignende duet, som jeg ikke lige havde forestillet mig fremført at Eventyrteatret. Det pudsige er, at genren, der jo er lidt fra morfars tid, passer så utrolig godt til børnenes lidt gammeldags far. Virkelig iørefaldende og sød melodi med et dejligt budskab, og når Josefine Moody fraserer linjen “… som sommerfuuuuglen gør …”, så smelter mit hjerte! Den stemme er ‘to die for’. Magnus Haugaard er også skøn. Han minder mig så meget om skuespilleren Rasmus Bjerg. Vidunderligt nummer.

‘El Dorado’

Alberte Kyst, Silje Aass, Nanna Rossen + kor

Klassisk musical-stil, med et lille strejf af melodi grand prix i begyndelsen. Da det flerstemmige kor sætter ind, rejser hårene sig på mine arme. De korarrangementet er så veludført, at jeg kan køre det igen og igen og igen. Lyd blot efter, hvordan stemmerne er fordelt på ordenen ‘El DO RA DO’. Imponerede. Wauh! Eneste minus: 80’er rytmeboks med dåse hi-hat ind over. Slet ikke de store stemmer værdigt. Eller er alt andet så smukt i det her arrangement.

‘Kartofler’

Thomas Lykke + papegøjekor

Skæg sang med en rigtig sjov tekst. Så er vi pludselig ovre i noget latinamerikansk med masser af percussion og calypso-klaver. Det fungerer utrolig godt, ikke mindst papegøjekoret. Da jeg så forestillingen, jublede alle, da papegøjekoret kom frem. Det her omkvæd vil du med sikkerhed høre dig selv synge med på, på de mest underlige tidspunkter, så som i køen nede i Føtex .

‘Guldfeber’

Magnus Jakobsen, Mette Engskov, Frida Reynberg, Sara Fusager, Kasper Stensbirk, Josephine Feit, Josefine Moody

Så går vi i 20’er-stil, og nu bliver det virkelig professionelt. ‘Guldfeber’ kunne nemt være taget ud af musicalen ‘Chicago’. Det er friskt, det er hurtigt og det er skarpt. Absolut én af min store favoritter. Alle RR’s sange kører forresten suverænt godt i ‘EL DORADO’. Det må være Magnus, der synger solo i begyndelsen, og det er simpelthen så godt. Igen er det de mange forskellige stemmer i korarrangementet i omkvædet, der skubber hele sangen op på et endnu højere niveau. Hele tiden er der spændende variationer, der er talekor, og der er sekvenser, hvor pigestemmerne og drengestemmerne bliver delt og svarer hinanden. Flot! Det er et kort nummer på kun to minutter, og alligevel er der arbejdet så helt utrolig meget og hårdt med det. Den er er den her type numre, der kan få andre danske musicalteatre til at mærke konkurrencen ånde dem varmt i nakken – oven i købet fra et hold teenagere. Dybeste respekt til sangerne.

‘Titicacasøens bred’

Alberte Kyst, Silje Aass, Nanna Rossen + kor

Igen utrolig flotte og professionelle vokaler fra treenigheden Alberte, Silje og Nanna. Det her nummer minder om de smukke sange i musicalen ‘Chess’.

‘For længe siden’

Theis Post, Cilie Brovall

Smuk og dramatisk duet i klassisk Andersson/Ulvaeus-musicalstil. Det lyder nemlig også som et nummer fra ‘Chess’. Skønt at høre, hvordan Theis Post temperamentfuldt trykker den af! Der kunne jeg godt lidt høre en Murray Head fra Chess. Den akustiske spanske guitar lyder samplet og meget underlig, specielt i soloen. Det er lidt forbavsende, at det er instrumenterne, den er gal med, når solisterne er så dygtige.

‘Mirakler’

Kor

Dramatisk korarrangementet, hvor det igen er det flerstemmige, der bærer det. Her bliver det så mixed med lidt techno/trance. Igen et bevis på, at vi musikalsk skal hele vejen rundt i det her stykke. Trist rytmeboks hi-hat med dåselyd. Det er synd, at et stykke elektronik skal sænke den høje standard. Nu må Eventyrteatret altså have en ny trommemaskine til jul eller en rigtig trommeslager.

‘Aldrig helt forbi’

Kor

Glad og meget Eventyrteater-agtigt slutsang. Der synges netop unisont for at vise, at alle i Eventyrteatret er vigtige og står sammen. Det er virkelig en smuk måde at slutte en imponerende musical af med! Som der bliver sunget så smukt til sidst: “Det er aldrig helt forbi!”

Interview

Interview (publiceret 17. oktober 2013): En solrig lørdag eftermiddag inden premieren på ‘El Dorado’, beslutter vi os for at tage ind til Glassalen for at interviewe to af de unge skuespillere, der spiller hovedroller i opsætningen. Vi er specielt nysgerrige efter at få at vide, hvordan ungdomslivet bag scenen er. Klik på billedet for at springe til interviewet med Martine (Shamanen) og Magnus (Professor Henry Hansen).